Forebyggende indsatser

Vi har stor opmærksomhed på hvert enkelt barns trivsel og sunde udvikling. Vi ved, at den tidlige indsats har stor betydning for barnets fremtidige liv, hvorfor den forebyggende indsats prioriteres højt.

Samarbejde med forældrene

Når et barn viser tegn på mistrivsel, starter vi et udvidet samarbejde med forældrene.

Samarbejdet kan være inden for sprog, motorik eller barnets adfærd. Det er et gensidigt samarbejde, hvor barnets ve og vel prioriteres.

Vi kan lave en indsatsplan på barnets udfordring og kalde på ekstern hjælp fra Opvækst og Læring.

Det sker altid i samarbejde med forældrene. Der sendes ikke indsatsplaner, uden at forældrene er bekendt med det. Forældrene vil blive inddraget i, hvad vi sammen kan gøre for at støtte barnet.

Inklusion

Alle børn har ret til at være en del af fællesskabet. Vi voksne - forældre og personale - har et ansvar for, at ingen børn stilles udenfor fællesskabet. Vi arbejder derfor målrettet med at skabe inkluderende fællesskaber i børnehaven og italesætter overfor børnene, at der er plads til alle - selv om vi er forskellige.

Inklusion sidder mellem ørerne. Det er vore holdninger og måden, hvordan vi tænker om andre, der gør udslaget. Lærer dit barn tolerance tidligt i livet, vil det bedre kunne imødekomme hverdagens udfordringer.

Ansvaret er de voksnes! Både os i børnehaven og jer som forældre.

Læs mere om inklusion i dagtilbud

Sprogvurdering

 

Sproget er et af barnets vigtigste redskaber til at møde verden med.

 

Det er gennem sproget, at relationer etableres og udvikles. Her får barnet mulighed for at indgå i sociale sammenhænge. I lege kan barnet indgå og være med til at påvirke den.  

Jo større et ordforråd barnet udvikler i sine tidlige år, jo større muligheder har det for at kunne klare sig godt i skolen og senere hen i livet.

Derfor prioriterer vi sprogudvikling højt. Vi gør meget ud af at lade børnene tale og udfordre og udforske sproget i alle sammenhænget i løbet af dagen.

Vi sprogvurderer alle børn, når de har været i børnehaven nogle måneder. I de tilfælde, hvor vores sprogpædagog oplever tegn på, at ordforråd, udtale eller sætningsbrug ikke er aldersvarende, bliver der lavet en decideret sprogvurdering eller test af barnets sprog. På den måde ved vi, hvor og hvordan vi skal sætte ind for at hjælpe barnet med at styrke sproget. 

Er der udfordringer, tilbyder vi sprogtræningsforløb i samarbejde med hjemmet, hvor barnet hver uge får sprogtræning enten alene eller i en lille gruppe med 2-3 børn.

Læs mere om sprogvurderinger i dagtilbud

Beredskabsplaner

Faaborg-Midtfyn Kommune har en beredskabsplan, som beskriver, hvad de ansatte skal gøre, hvis der opstår mistanke om overgreb mod børn eller unge. Overgrebet kan være vold eller seksuelt misbrug.

Læs Faaborg-Midtfyn Kommunes beredskabsplan for børn og unge

Handleguide

De ansatte i kommunens børnehaver og skoler udgør en væsentlig del af børnenes dagligdag. Derfor skal de også være særligt opmærksomme på, hvis et barn viser tegn på mistrivsel. Faaborg-Midtfyn Kommune har lavet en handleguide, så de ansatte kan agere på den rigtige måde i forhold til de problemer, et barn måtte have.

Læs Faaborg-Midtfyn Kommunes handleguide