Sangprofil-institution

Symfonien har en særlig certificering som "sangprofil"-institution. Det betyder, at vi prøver at få så meget sang og musik ind i hverdagen som muligt.

Sangglad – mange flere sangglade børn

Alle har en stemme, og børn synes, det er sjovt at bruge den - både alene og sammen med andre.

Sang skaber glæde og sammenhold og tænder smil i ansigterne på de mindste. Det er udgangspunktet for projektet Sangglad.

Hvad er Projekt Sangglad?

Sangens Hus samarbejder med landets ti sangkraftcentre og Nordea-fonden om at styrke sangkulturen i de danske dagtilbud til glæde for børn og voksne. 100 daginstitutioner kan gennem projekt Sangglad
blive klædt på til at arbejde med sang som et særligt pædagogisk redskab.

Som certificeret sangprofil-institution giver man sangen en central plads i hverdagen – fordi det giver glæde og energi, og fordi der er god læring i at synge.

Hvorfor har vi en sangprofil?

Det er bevist, at sang har en masse positive sideeffekter – blandt andet i forhold til inklusion, fællesskab, sprogudvikling og sociale kompetencer. Derfor er sangen et særlig godt pædagogisk redskab.

Som en del af udviklingsforløbet får man også del i sangpædagogisk materiale og nye digitale ressourcer, der bidrager med værktøjer og inspiration til det daglige arbejde med sang, ligesom vi er blevet en del af et aktivt nationalt netværk.

Sangkonsulenter

I projektet Sangglad, som er målrettet de 2,9-6-årige, samarbejder sangkonsulenter med de enkelte
institutioner om at udvikle en stærk fælles sangkultur med afsæt i de muligheder og traditioner, som
allerede er til stede.

Dette koordineres i tæt dialog med den daglige leder og det pædagogiske personale.

Alle deltagende institutioner får tilknyttet en sangkonsulent fra et af landets ti sangkraftcentre.

Konsulenten kommer ud i institutionen 3–6 timer om ugen gennem en periode på 2 x 30 uger fordelt på to år.